Havbars – fiskepladser i Frederikshavn Kommune

Havbars kan fanges flere steder i Frederikshavn Kommune. Denne sæson-prægede fisk, fanges oftest fra kysten og nogle steder også fra de nordjyske havne. Havbarsen er en rovfisk, som mest af alt minder om en aborre eller en sandart. Fisken smager fortrinligt og kan blive ret stor. Nogle af de største eksemplarer i Europa ligger på 8-9 kg… Og det er kun et spørgsmål om tid, før en i samme størrelse fanges i Danmark. Individer på 4-6 kg. er ikke sjældne herhjemme og fanges da også hvert år. Hovedsageligt fra den jyske vestkyst.

Selvom havbars normalt fiskes efter langs vestkysten, kan de også fanges fra den jyske østkyst. Frederikshavn og omegn er ingen undtagelse.

Man kan fange havbars fra juli til midt i september. Starter sommeren tidligt, da allerede fra juni.

Fiskepladser i Frederikshavn Kommune

Fra syd mod nord.

  • Guldkysten: Ved Guldkysten imellem Frederikshavn og Sæby fanges havbars hvert år. Pladsen kræver at man benytter waders.
  • Den nye mole ved Frederikshavn Havn: På ydersiden af den nye nordlige mole kan der fanges havbars. Fiskene trækker langs molestenene. Her kan fiskes fra land.
  • Simons Rev er også en udmærket havbarsplads. Her fiskes ud for møllerne udfor nordsiden af Frederikshavn Havn. Her kan fiskes fra land. I lavvande kan man gå ud på revet i waders, for at kunne affiske mere af dette.
  • Rugholmen nord for Strandby. Revet her er nærmest designet til at trække havbars til området. Se denne video fra pladsen, hvor en havbars fanges: Havbars Rugholmen – waders er at foretrække.
  • Bunken Strand er på grund af sine brede tangbælter også et trækplaster for havbarsene. Her er waders en nødvendighed.
  • Læs om fiskepladserne på Vestkysten og se flere fiskevideoer med havbarsfangster her: Fra Skagen til Skiveren

Fangstmetoder

At fange havbars i Frederikshavn Kommune er ikke kompliceret. Blink i sølv eller sølv/blå er at foretrække. Men man kan også fanges havbars med flue, jig, shad, prop og sild, tobis eller brisling m.m.

Havbarsene jager gerne i stimer. De store over 70 og 80 cm. jager gerne i par eller alene. En havbars kan fanges over ren sandbund, over tangbælter, langs stenmoler og stenhøfder. De er overalt hvor der er byttefisk, hvilket der er langs det meste af kysten og omkring havnene i sommersæsonen.

Knæk og bræk med havbarsfiskeri i Frederikshavn Kommune

/Jari – Lystfiskeri Danmark