Rønnerhavnen

Rønnerhavnen er endnu en havne-perle i det nordjyske. Ganske vist er den ikke specielt stor, men den hyggelige atmosfære i og omkring havnen, er ikke til at tage fejl af.

Man kan fiske fra de 2 ydermoler, samt i det første bassin lige efter indsejlingen. Fra den sydlige mole er der ofte en del badegæster om sommeren. Men går man forbi den anlagte badebro/platform, og helt ud til molehovedet, skulle der være plads til alle.

Det er muligt at medbringe sin jolle eller båd til havnens ganske glimrende slæbested, hvis man ønsker at komme ud for at fiske i dybere vand. Læs mere om småbådsfiskeri i Frederikshavn og omegn: Klik her…

Fiskearter

  • Skrubbe: Året rundt.
  • Rødspætte: Året rundt. Topmåneder – maj-september.
  • Ål: Maj-september.
  • Hornfisk: Fra ca. maj og frem til ca. oktober.
  • Ålekvabbe: Året rundt. Topmåneder: Maj-september.
  • Havørred: Fra ca. marts-oktober.

Anbefalede agn til Rønnerhavnen

Havørred: Havørrederne ved Rønnerhavnen kan fanges inde i indsejlingen samt udenfor. Blink, gennemløbsblink eller kystwoblere, som ligner tobis, brisling og sild, er ofte effektive.

Skrubbe og rødspætte: Sildestrimler, stykker/strimler af brisling eller tobis, samt børsteorm eller sandorm. Brug evt. et klassisk forfang med 2 kroge eller fisk aktivt hen over bunden, med et forfang lavet til dette.

Hornfisk: Sildestrimler, hele/halve eller stykker af tobis, stykker/strimler af brisling eller hele rejer. Brug en prop. Også blink i alle former og farver kan benyttes til fangst af hornfisk ved Rønnerhavnen.

Ål og ålekvabber: Skumringstiden, samt når mørket er faldet på, er den bedste tid. Brug gerne alm. regnorm, børsteorm eller små stykker sild eller brisling. Fisk nede ved bunden. Ålene kan fanges inde i indsejlingen, i bassinet, samt udenfor havnen – gerne tæt op ad stenene.

Læs også om lystfiskeri i Limfjorden, hvor der også kan fanges flere forskellige fiskearter. Dette er den mest omfattende onlineguide, omhandlende mulighederne for fiskefangster i den enorme fjord: Klik her…